Work Text:
Hans grin var som en kort sommernat, farlig og alt for mystisk. Max trak sig tilbage.
“Du er en særlig en, er du ikke?”
“Åhh, sikke et kompliment.” manden smilte. “De kalder mig Zan-Zan.”
“Gør de virkelig?”
Zan-Zan begyndte straks på en lang og indviklet fortælling om sit barndomshjem, et lille kongerige et eller andet sted, men da samtalen pludselig drejede sig om havfruer og irriterende søkaptajner, rejste Max en hånd.
“Jeg kender faktisk selv en søkaptajn,” sagde han. “Meget uddannet, erfaren så man nærmest bryder sammen. Han kunne synge dig til døde, hvis bare han gad, og det burde han, ja, jeg har prøvet at overbevise…” Max trak lidt på jakken. “Atter er hans familie dog mere vigtig end mit lille Salzburg Festival.”
“Er den nu det?”
“Ja. Det har den altid været.”
Zan-Zan smilte. “Men så, men så.”
Det var et grimt smil. Viste alt for meget af hans sjæl. Men Max var jo høflig, det havde han lært.
“Livet er et eventyr! Livligt, men farligt. Barnligt, men voksent—“
“Hør, er der mulighed for at møde den kaptajn, du står og taler om?”
Max smilte så anstrengt, at mundvigerne svigede.
“Du kan få hans telefon fra butleren.”
Med ét var manden inde i huset.
Max burde ikke være overrasket. Han var jo heller ikke overrasket, det var bare noget, han forestillede sig. Bare en besynderlig drøm, som man sagde!
Måske næste gang, når han mødte Georg på terrassen, ville han tale om særlige typer og havfruer og riger, og i dét, Georg kiggede på ham med øjne af skarn, kunne han fortælle sig at dette var livet, han havde ønsket sig.